Social- og sundhedsassistent
Uddannelse i pleje og omsorg på højt niveau
Arbejdet som social- og sundhedsassistent stiller krav til dine personlige og medmenneskelige kompetencer samtidig med, at du skal være fagligt dygtig. Uddannelsen kræver et højt personligt engagement. Du skal have viljen til at yde pleje og omsorg på et højt niveau.
Under uddannelsen styrker og udvikler du dine faglige og personlige kompetencer, så du kan udføre opgaver inden for sygehusområdet, psykiatrien eller i kommunerne med syge, handikappede og ældre. Arbejdet består blandt andet i omsorg, grundlæggende sygepleje og aktiv støtte.
Hvem henvender uddannelsen sig til?
Uddannelsen som social- og sundhedsassistent (SSA) er for dig, der har en uddannelse som social- og sundhedshjælper eller har tilsvarende kvalifikationer, og som ønsker at forbedre og udvikle dine kompetencer inden for social- og sundhedsområdet.
Social- og sundhedsassistentuddannelsen er en uddannelse under fællesindgangen Sundhed, omsorg og pædagogik i erhvervsskoleuddannelserne og er trin 2 i social- og sundhedsuddannelsen. Trin 1 er social- og sundhedshjælperuddannelsen.
Varighed og form
Det tager 1 år og 8 måneder at blive social- og sundhedsassistent.
Uddannelsen er sammensat af 4 skoleperioder og 3 praktikperioder og veksler mellem skolegang med undervisning og praktik på et sygehus, i psykiatrien og i primært kommunalt område.
Skoleperioderne er opdelt i moduler med forskellige overordnede temaer.
| Modul 1 | Skoleperiode 1 (16 uger) | Somatik |
| Praktik 1 | Somatik eller rehabilitering | |
| Modul 2 | Skoleperiode 2 (7 uger) | Psykiatri |
| Praktik 2 | Social eller hospitalspsykiatri | |
| Modul 3 | Skoleperiode 3 (5 uger) | Den ældre bruger inkl. prøve i grundfag |
| Praktik 3 | Primært kommunalt område | |
| Modul 4 | Skoleperiode 4 (4 uger) | Afslutning af uddannelsen inkl. prøve områdefag og afsluttende prøve |
Job og videreuddannelse
Der er mange muligheder for at få job efter uddannelsen. Du kan blive ansat på hospitaler, plejehjem, dagcentre og bofællesskaber eller i den kommunale hjemmepleje. I jobbet tager du dig af sygepleje og igangsættende aktiviteter, og du tilrettelægger selv dit arbejde.
Uddannelsen kan også være et skridt på vejen til at videreuddanne dig på en af de videregående uddannelser, fx bioanalytiker, ergoterapeut, fysioterapeut, jordemor eller sygeplejerske.




