Eleverne har ordet

Kristine Qvistgaard har været i praktik som SOSU-assistent i England. Og det var en fed oplevelse!

Sådan skrev 22-årige Kristine Qvistgaard i en mail til sin underviser Birthe Maesen i løbet af sit praktikophold. Her kan du læse resten af Kristines beretning om sine oplevelser som frivillig på Vitalise Jubilee Lodge, der er et feriecenter for handicappede og ældre med plejebehov i Essex lidt uden for London.

En typisk arbejdsdag

Vi arbejder mange timer om dagen, gerne en 14 stykker om dagen, og det kan være tungt, men det er det hele værd. Personalet er bare så flinke, det samme er gæsterne, alle er venlige og imødekommende. Englændere er sådan et høfligt folkefærd, det er noget helt andet end hjemme i Danmark. 

En arbejdsdag ser gerne sådan her ud: Vi møder kl. 7.45 om morgenen, hvor vi bliver delt op i fire arbejdsgrupper til plejen og resten til køkkenet. Vi er meget få frivillige, som deltager i selve plejen, til det har de deres eget personale, der kaldes care-assistents og som er blevet trænet af Vitalise. For at kunne deltage i plejen skal man have gennemgået et træningsforløb. De deler de frivillige op efter plejeerfaring, man får man en badge med sit navn på og i en farve, der viser hvor langt man er i forhold til at kunne pleje gæsterne. Man kan sammenligne det med et blinklys: Rød betyder at man endnu ikke klar, Gul betyder, at man næsten er ved at være der og grøn betyder, at man er klar. Jeg fik gul badge med det samme, men fik hurtigt den grønne. Det er de meget imponerede over herovre. 

Efter at have fået de 35 gæster op om morgenen, spiser vi morgenmad, som serveres af frivillige med rød badge. Vi skal selv nå at spise vores egen morgenmad, samtidig med at vi skal hjælpe de andre gæster med at spise deres. Faktisk har jeg ikke haft  et eneste måltid mad for mig selv, siden vi kom.

På udflugt hver dag

Vi tager på tur efter morgenmaden. En dag var vi fx på Imperial War Museum i London. Jeg fulgtes med en gammel dame, som havde oplevet 2. verdenskrig, så det var en rigtig fin og givende oplevelse. Hver gæst følges med en frivillig, når vi er på tur. Vi tager gerne frokost med hjemmefra og kører i Jubilee Lodges tre busser. Englændere er nemme at snakke med, og de er rigtig søde til at hjælpe, hvis vi ikke forstår, hvad de siger. Men spastikere kan være rigtig svære at forstå på engelsk! Jeg har også været på tur med en, som ikke kunne tale og som derfor havde en stavetavle uden at kunne stave! Det kan man helt klart kalde for en udfordring. Undervejs i bussen på vej til udflugtsmålet har man lidt tid til sig selv eller til at snakke med de andre frivillige, her er rigtig mange tyskere og koreanere. Vi er gerne hjemme fra turen ved en 17-tiden om eftermiddagen, og så spiser vi kl. 18 om aftenen. Kl. 20 er der ofte underholdning i form af musik eller sådan noget. Vi har to timers pause om dagen, enten fra kl. 19-21 til 9 eller fra kl. 21 og derefter. Nogle gange har man først fri kl. 24 og skal alligevel op igen kl. 7.45, det kan godt være hårdt.

Hårdt arbejde

Det kan nemt blive en hård uge uden fridage med 14  timers arbejdsdage. Det er hårdt både at hjælpe til i morgenplejen, som kan være tung, og at hjælpe gæsterne med at spise til hvert måltid, skubbe en kørestol på en tur og så putte de tunge gæster igen om aftenen. Derfor lærer man hurtigt også at gå efter de lidt lettere vagter, som når en beboer kalder efter en kop te eller noget andet hyggeligt.

Forskel på Danmark og England

Det er meget forskelligt, hvad gæsterne har af handicap. Størstedelen sidder i kørestol og har fx rygmarvsbrok, sclerose, eller er spastikere. Det er lidt tilfældigt hvad gæsterne får af hjælp her, forstået på den måde at de får hjælp til det, de har behov for. Gæsterne skal også selv være mere opsøgende for at få hjælp end i Danmark. Selve plejen foregår også anderledes end hjemme, den er noget mere simpel og uorganiseret end i Danmark, men man er rigtig gode til at hjælpe hinanden. Udstyret er også noget mere brugt og simpelt end hjemme. Man er meget bevidste om hygiejne, fx har vi altid engangsforklæder og handsker på til al form for pleje, men de skifter ikke handskerne under plejen som er af vinyl og derfor mere gennemtrængelige for bakterier. 

Sygeplejerskerne her på stedet har rigtig travlt, men tager sig også af opgaver, som assistenter udfører herhjemme, de tager sig fx i alt inden for medicin og stomipleje. Herovre tager de billeder af gæsternes sår, for at se om, de udvikler sig, det er rigtig smart. Alle care-assistants har fået den samme træning, og alle gør derfor det samme. Så her er ingen sure madammer, der har været her i 17 år og ved alting og gør alting på deres egen måde.

Masser af ros

Jeg er aldrig blevet rost så meget af både gæster og personale for mit arbejde, det er helt vildt! Både fordi de synes, at jeg er sød og dygtig. Og hvis endelig nogen siger noget, der bare er i nærheden af at være surt, så er de helt vilde efter at undskylde og forklare hvorfor de gjorde det. Fx var der en der råbte HEY! fordi hun ikke kunne huske mit navn, hun undskyldte i ét væk. De bruger også mange kælenavne, fx my love, darling eller sweetheart, og man siger altid hej eller spørger hvordan folk har det, når man går forbi hinanden og har øjenkontakt.
  
Kristine blev uddannet SOSU-assistent i oktober og har fået job på sit praktiksted Vitalise Jubilee Lodge pr. 1. januar 2011.