Elevernes oplevelser under deres praktikophold
Dagbog fra et praktikophold i Ghana
I september 2009 rejste Mette Dahl og Jeanette Gammelgaard til Ghana for at tilbringe den sidste måned af deres praktik hos Akrowa Aged-Life Foundation (AALF). Det blev en tur spækket med store udfordringer og uforglemmelige oplevelser. Læs de to SOSU-assistenters dagbog her.
Fakta om Akrowa Aged-Life Foundation
Akrowa Aged-Life Foundation er en organisation, der støtter og plejer ældre mennesker i Ghana med det danske plejesystem som forbillede.
AALF er stiftet af den ghanesiske musiker Collins Woode, der oprindeligt kom til Danmark i forbindelse med sit musikalske engagement. På en sprogskole stiftede han bekendtskab med SOSU-uddannelserne og undrede sig over, at det var nødvendigt med uddannelse for at passe ældre mennesker. I dag er han uddannet SOSU-hjælper, og hans interesse for det danske plejesystem fik ham til at etablere AALF.
AALF arbejder primært med at støtte ældre i deres hjem i området omkring byen Accra. Sideløbende har AALF etableret et ældrecenter med navnet Trøjborg Centret efter Collins arbejdsplads i Århus. AALF køres af frivillige, men modtager donationer fra blandt andre FALCK, Mellemfolkeligt Samvirke, FOA og Lions Club.
AALFs slogan er:
“They helped you grow your teeth, help them to lose theirs”
Fakta om praktik i udlandet
Som elev på SOSU Silkeborg kan du tage en eller flere af dine praktikperioder i udlandet under PIU-ordningen. PIU står for praktik i udlandet og giver din danske arbejdsgiver mulighed for at udstationere dig hos en udenlandsk samarbejdspartner, venskabsby eller lignende i kortere eller længere tid mens du er under uddannelse.
Det, du lærer i udlandet, skal indgå som en del af din danske uddannelse, og et praktikophold i udlandet vil dermed ikke forlænge din uddannelse. Desuden kan din arbejdsgiver få økonomisk tilskud fra AER, Arbejdsgivernes Elevrefusion, mens du er af sted.
Opholdet skal vare mindst én måned og kan foregå overalt i verden. Hos SOSU Silkeborg har vi samarbejdsaftaler med praktiksteder på Færøerne, i England og i Ghana, og vi arbejder på at få samarbejde i stand med uddannelsesinstitutioner i Finland og Norge.
Hvis du vil høre mere om mulighederne, kan du kontakte
Else Jøker Pihl
Underviser og International koordinator
Tlf. 2428 5234
Et personligt brev som tak
Som social- og sundhedspersonale møder vi mange svage og dårlige patienter. I min praktik passede jeg således en mand på 83 år, som var meget hjertesyg. Jeg var meget inde hos ham og gjorde alt for, at han skulle føle sig tryg og ligge godt. Han havde to meget søde døtre, som var hos ham døgnet rundt.
Desværre skulle jeg afslutte min praktik, mens han lå for døden, så det var lidt svært for mig at få patientforløbet gjort rigtig færdigt.
To dage efter min praktik, sad jeg fordybet i undervisningen, da det bankede på døren. Skolesekretæren kom med et brev til mig fra patientens pårørende. De takkede for min hjælp. Jeg havde slet ikke regnet med, at de ville skrive til mig, og jeg blev utroligt glad for deres brev.
Det farvel glemmer jeg aldrig
En kone bliver indlagt. Hun er meget dårlig. Hun bliver undersøgt på to forskellige hospitaler. Man har mistanke om cancer. Heldigvis viser det sig, at hun ikke fejler noget. Efter kort tid er hun atter rask, og det var en fantastisk oplevelse at se manden og konen få deres fælles liv tilbage. Aldrig har jeg mødt så åbne, kærlige, varme og høflige mennesker.
Da konen blev udskrevet, kom hun og hendes mand hen og sagde farvel. Jeg fik et stort knus af dem begge, og de sagde tak for den måde, jeg havde været på. Det farvel glemmer jeg aldrig.
Ros og anerkendelse
Jeg havde en patient, som var blevet opereret for en udposning på karvæggen. Jeg var igang med en måling, hvor værdierne var meget høje. Jeg reagerede straks, selv om patienten sagde, at hun havde det fint. Jeg kontaktede min back-up sygeplejerske, som straks fik fat i lægen. Lægen henviste patienten til neurokirurgisk afdeling. Herfra ringede de tilbage og sagde, at det var godt. at vi havde handlet så hurgigt, da patientens dræn var stoppet. Jeg fik meget ros og anerkendelse for at jeg havde handlet, som jeg gjorde.
Man skal ikke bare lade stå til
Vi havde en patient, som ikke kunne bevæge sig og heller ikke tale. Første gang jeg mødte patienten, undrede det mig, at hun ikke havde en stavetavle eller anden mulighed for at kommunikere. Jeg tænkte, at det måske var en mulighed at koble en talepædagog på. Min pointe er, at man som SSA´er skal kunne se muligheder for den enkelte patient. Der er altid noget, der kan gøres. Man skal ikke bare lade stå til. Heller ikke selvom det faste personale siger, "at sådan plejer vi at gøre her".
|
